Fredag 22. oktober
Fredag blev en dag, som alle soldater på hold 4 vil huske. Klokken 9.42 irakisk tid (8.42 i Danmark) eksploderede en vejbombe godt 6 kilometer fra Camp Danevang, det soldaterne kalder en IED (Improvised Explosive Device).
Bomben var en 155 mm granat, som var fjernbetjent, og den blev udløst i det øjeblik, at en gruppe panserinfanterister kørte forbi. Bomben var placeret i en sandbunke, og der rejste sig en gevaldig støvsky, da den eksploderede.
Få sekunder efter kunne gruppeføreren danne sig et overblik - to af de tre soldater, der sad i bilen, var såret, men begge var sluppet med overfladiske sår. Føreren af bilen var ramt i skulderen af et fragment fra bomben, og hans ansigt var nærmest blevet sandblæst, da bomben i sandbunken eksploderede. Soldaten på passagersædet slap uskadt, mens soldaten bag i bilen blev ramt af et fragment i panden, mens han hjelm også tog et fragment.
Hvis han ikke havde haft hjelm på, havde han sandsynligvis ikke overlevet."Life sucks, wear a helmet. Period"
Som soldaten, 21-årige Martin fra Løgten ved Århus, lettet kunne forklare: "Det sagde bare BUM. Den sprænger i midterrabatten, men jeg havde hjelm på - det er fandme godt, for der sidder en splint i min hjelm. Jeg har det fint, men jeg har aldrig prøvet sådan noget før."
Når man tager et kig på den bil, som soldaterne kørte i, så er det svært at forstå, at de alle overlevede. Bilen er gennemhullet af fragmenter fra bomben - metalstykker, som bliver spredt med voldsom kraft og er tusinde grader varme, når bomben sprænger. Som en af soldaterne konstaterede: "Det er et mirakel, at de alle overlevede."
Soldaterne fik førstehjælp på stedet, og britiske soldater var på stedet indenfor få minutter. De sårede blev kørt til det britiske felthospital, hvor de blev behandlet, men da de soldater, der havde hjulpet til, kørte tilbage til Camp Danevang, blev de udsat for endnu en vejbombe, og her blev en tredje soldat såret af trykket fra bomben. Han blev indlagt på felthospitalet med kraftig hjernerystelse, men var uden for livsfare og blev udskrevet et par dage efter.
I de første kaotiske timer efter bomberne troede mange soldater, at angrebet var specielt rettet mod danskerne, men den seneste rapport viser, at det sandsynligvis var tilfældigt, at netop to danske køretøjer blev ramt fredag morgen.
http://nyhederne.tv2.dk/baggrund/article.php?id=1495814